5 ting vi holder øje med lige nu

30 juni 2020
SHARE

Hvilke tendenser tegner sig netop nu, hvor både private virksomheder og det offentlige Danmark er ved at finde tilbage til mere normale tilstande efter corona? Administrerende direktør Jakob Høholdt giver her sit bud.

Hos Sentia ser vi digitalisering som kernen i enhver forretning. Derfor er det vores opgave at holde os et skridt foran, så vi kan vise vejen inden for cloudteknologier, drift og support. Her er nogle af de ting, vi holder øje med lige nu på vores kunders vegne.

 

1) Mobilitet efter corona


Hånden på hjertet: Før corona troede de færreste af os, at det kunne gå så hurtigt med at implementere mere fleksible og mobile strategier i private virksomheder og i offentlige organisationer. Selv de mest optimistiske blev overraskede over, hvor meget der kunne forandre sig på kort tid, da vi alle blev tvunget hjem af omstændighederne.
 
Det er min overbevisning, at dette har været en ægte gamechanger. Både medarbejdere og chefer har fået tiltro til, at man godt kan få noget fra hånden, selv om man arbejder hjemmefra. Men når man bevæger sig inden for hjemmets fire vægge, bevæger man sig samtidig uden for firmaets firewall, og det kræver opmærksomhed.
 
Lige nu har vi hos Sentia stort fokus på, hvordan vores kunders cloudstrategi flugter med den nye normal, hvor flere – også i fremtiden – vil arbejde uden for firmaets fire vægge.
 
Cyberkriminelle følger også med i udviklingen, og de er på jagt efter svage punkter. Det gælder sikkerheden i end-points som for eksempel en printer på hjemmekontoret, der skal have en ny driver. Det gælder brugen af ”uautoriserede” enheder på virksomhedens netværk via VPN. Det gælder en lang række punkter, som ikke har været igennem IT-afdelingens sikkerhedstjek.
 
Så selv om det kan være mere afslappende at slentre ind på hjemmekontoret om morgenen, skal IT-disciplinen i virkeligheden strammes for at sikre virksomhedens data. Her spiller brugeradfærd og en løbende træning i virksomhedens sikkerhedspolitikker en afgørende rolle.


2) Demokratisering af sikkerhed

I forlængelse af forårets meget hektiske opgradering af mobilitet, hjemmearbejde, videomøder og introduktion af nye, mobile samarbejdsværktøjer er der blevet større fokus på en IT-sikkerhed, der er baseret på rettigheder og roller, og som følger den enkelte i stedet for at være tilknyttet en bestemt lokation.
 
Vi taler om en demokratisering eller individualisering af IT-sikkerheden, og den er blevet aktuel på grund af kombinationen af mange nye arbejdslokationer, den stigende trussel fra cyberkriminelle, nye angrebsmetoder og en støt stigende brug af cloud.
 
”Virksomheder og organisationer er under øget pres fra flere”, skrev Jesper Toft i Version2 og slog til lyd for at lade sikkerheden følge personen i stedet for den fysiske arbejdsplads. ”Fra on-premise til on-target”. Det vil sige en sikkerhed, der er uafhængig af tid, sted og enhed, der arbejdes på.
 
Langt den største del af angrebene kommer via phishing, hvor brugerne lokkes til at åbne bagdøre til virksomheden. Derfor er den personlige – den menneskelige – faktor altafgørende. Hvis man kombinerer denne tilgang med en udstrakt automatisering, så forskellige enheder automatisk opdaterer deres forsvar og beder om adgangskoder, er vi allerede langt.
 
Alt dette kan kombineres med en vidtgående brug af regler og mærkning af filer, så det bliver vanskeligt for medarbejderne at gøre noget forkert. Læg dertil overvågning som fx CTAP, der detekterer mistænkelig adfærd på virksomhedens netværkstrafik, og man er tættere på en mere ubekymret postcoronahverdag.

 

3) Grøn IT – er det nu?

Hvad angår bæredygtig, ”grøn” IT har det været undervejs længe, men nu kan man roligt sige, at det er slået igennem. Det offentlige kom først med krav om brug af grøn energi hos leverandører og samarbejdspartnere, men over en bred kam integrerer virksomheder nu grønne krav i deres udbudsmateriale og samarbejdsaftaler. Vores carbon footprint skal reduceres.
 
Jeg er glad for at kunne sige, at vi fejer for egen dør i Sentia. Vi udskifter løbende gamle teknologier med nye, mere energibesparende, og vores datacenter bidrager med overskudsvarme til hele 300 boliger. Som energiindkøber har vi i dag stor indflydelse på, hvilken type energi vi køber, og den skal være så grøn som muligt. Gerne vandkraft, vindkraft eller solenergi.
 
Hvor det tidligere bare skulle være billigt, bliver alle i dag bedømt på en bredere skala. Hos Sentia bliver vores CSR-politik og -resultater gransket nøje af vores kunder, og det er min opfattelse, at det er tilfældet i en lang række brancher.
 
Heldigvis er der mange ting, der arbejder for at fremme den grønne dagsorden. I de foregående punkter har jeg nævnt, at coronakrisens videomøder og hjemmearbejde sandsynligvis er kommet for at blive, og det vil uden tvivl aflaste myldretidstrafikken og resultere i et stærkt reduceret behov for transport til og fra fysiske møder. Læg dertil, at fx nye storagesystemer er ekstremt energieffektive med deres SSD-diske i stedet for traditionelle harddiske, der bruger langt mere strøm. Det ser lysere ud allerede i dag.

 

4) Boom i webhandel

Det er vigtigt ikke at forklejne udfordringerne – også de økonomiske – som coronakrisen har medført. Mange brancher ramte ganske enkelt en mur, da landet lukkede ned, og der er ingen tvivl om, at det kommer til at tage tid at genoprette økonomien. Der var imidlertid en markant undtagelse.
 
Webhandel oplevede et veritabelt boom under nedlukningen, og det vil uden tvivl resultere i en blivende stigning inden for denne sektor. Dedikerede webbutikker har fået en stor tilgang af kunder, og mange andre har opprioriteret deres onlinetilstedeværelse og tjenester i forhold til tidligere på grund af den massive efterspørgsel fra forbrugerne inden for mange varegrupper.
 
Som cloudspecialister er det også på dette punkt afgørende for os at holde et vågent øje med, om kundernes cloudstrategier kan stå mål med ambitioner og salgsmål online. Kan hjemmesiden klare ekstreme spidsbelastninger? Er der garanteret sikker drift 24/7, og er hele systemet toptunet til en massiv stigning i forespørgsler og salg?
 
Med Ymor som en del af Sentia bliver jeg nødt til at fremhæve deres ekspertise inden for performanceoptimering af applikationer. Hvor løsningen tidligere ofte var at stille mere isenkram op, kan Ymor dykke dybt i analyser af performance og finde uhensigtsmæssigheder, der kan resultere i lange svartider eller nedetid.
 
Det er et faktum, at onlinekunder i dag er særdeles utro. Finder de ikke det, de søger, det ene sted, kan de med få klik afsøge alverdens andre salgskanaler. Hvis virksomheder har størstedelen eller måske hele forretningen online, er de uhyre sårbare, hvis ikke de har sikret superkorte svartider 24/7/365.
 
Det er kun SKAT, der kan tillade sig at etablere en ventekø på flere timer. Alle andre skal være på altid, og derfor holder vi ekstra godt øje med, om vores kunders løsninger kan klare presset og kan skaleres op, når det gælder.


5) Rekruttering til cloud

Hvor meget ekspertise skal man have in-house, og hvor meget skal man hente udefra? Dét spørgsmål har alle IT-afdelinger stået over for, når det gælder udvikling og drift samt balancen mellem interne ressourcer og eksterne partnere. Der er ikke noget entydigt svar, men lige nu er problemstillingen særdeles aktuel.
 
Flere virksomheder end nogensinde har gennemført en migrering til cloud, og mange har planer om at gøre det. De store cloudplatforme tilbyder mange attraktive værktøjer til applikationsudvikling, og man får adgang til spændende ting som AI og Machine Learning mv. Mange medarbejdere i IT-afdelingen sidder klar til at kaste sig over det, men det er vigtigt at spørge sig selv, hvor man trækker stregen. 
 
Certificerede, eksterne partnere leverer ikke kun hænder, men er også forpligtet til at holde sig opdateret med alle de forandringer og forbedringer, som cloudleverandørerne kommer ud med konstant. Derfor kan eksterne ressourcer byde ind med relevante og aktuelle kompetencer, som den interne medarbejder sjældent har mulighed for at følge med i. Internt er det vigtigt at tænke et driftsmæssigt fokus med ind i løsningerne og bevare fokus på forretningen. Det får man større frihed til, når man har en kompetent ekstern partner med på holdet.
 
Et godt eksempel er de store platformes principper for Cloud Billing. Det er vores opgave som partner at sikre, at vores kunders brug af cloud afspejles på en retfærdig måde, når der sker ændringer i prismodellerne. Derfor peger vi på værdien i at inddrage ekstern cloudekspertise i arbejdet. 
 
 
Min afrunding er en opfordring til dig om at tænke egne ressourcer og eksterne specialister ind i en afbalanceret model, der gavner din forretning bedst muligt og sikrer fremdrift i dine projekter. 

Kontakt vores eksperter!

Vil du vide mere? Kontakt vores eksperter og få svar på dine spørgsmål.

Kontakt os ››

Du har en vision.
Vi hjælper dig med at realisere den.

Kontakt os ved brug af formularen, sales.dk@sentia.com eller via +45 33 36 63 00

Få et forspring »